Menneske-dyr relationer under tværfaglig lup i Vildmosen

Solen stod højt på himlen, da forskere fra samarbejdsprojektet BiDA (Biosociality and Technology in the Digital Anthropocene) kom kørende til Lille Vildmose en formiddag i maj, for at se og opleve højmosen og tage feltnoter omkring de herværende menneske-dyr relationer.

Tekst: Ane Slot Sørensen, videnskabelig assistent ved IKL.

Feltekskursionen var kulmination på en lang række af BiDA-oplæg, som var blevet afholdt i efteråret 2022. BiDA-projektet er et samfundsvidenskabeligt og humanistisk tværgående samarbejde omkring digitale teknologier i menneske-dyr relationer, på AAU. Derfor var turen til Lille Vildmose også lagt i forlængelse af dette. De deltagende på dagen var: Astrid Oberborbeck Andersen (lektor i teknoantropologi), Jes Lynning Harfeld (lektor i anvendt filosofi), Tia Gitte Bondesen Hansen (lektor i psykologi), Ida Kurzendorf (gæsteforsker hos Tia), Pernille Christina Paulsen og Ane Slot Sørensen (forskningsassistenter).

De besøgende skulle gå på opdagelse i, hvilke menneske-dyr relationer der opstår et sted som Lille Vildmose, som både er vildt, domesticeret, teknologisk medieret, politisk reguleret og en offentlig oplevelse.

Så derfor gik forskerne ud i felten med deres notesbøger og skarpe øjne, og observerede og noterede interaktioner mellem aktører og praksis, hvilket også indebar ikke-menneskelige aktører som dyr, planter, landskaber, konstruktioner og teknologier.

En guidet tur af Jakob Konnerup

Der blev taget vel imod holdet fra AAU, af guiden Jakob Konnerup, som først gav en kort introduktion til Lille Vildmosecentret og dets faciliteter, inden den guidede tur ud i vildmosen

Ved indgangen mærkede man de første forsøg på en interaktion mellem teknologi og natur – et gyngende mosegulv, som afgav teknologisk medierede, autentiske dyre- og sumplyde, når man gik henover det. Efter gulvoplevelsen, gik de ind til et nyere indslag i centret: en droneflyvning ud over Lille Vildmose, hvor man på en underholdende måde kunne opleve forskellige områder af mosen, ved at flyve gennem store ringe, som i et fredeligt spil Quidditch [red. sport fra Harry Potter].  

Jakob forklarede derefter lidt om Lille Vildmoses udvikling, ved hjælp af et interaktivt topografisk terrænbord over området. Ved siden af bordet kunne man tage en ”elg-fie” med den store elg, eller flyve på ryggen af en ørn i ørnesimulatoren. På nogle skærme ovre ved væggen kunne man endda følge med i vildsvinenes færden på live-kamera.

Bilkortegen kører ud i mosen

Efter den korte tur i centret, blev det lille hold gennet ud i de biler, de var ankommet i. Bilradioen skulle indstilles på en frekvens, der matchede med bilmikrofonen i guiden Jakobs bil – så kørte han forrest i sin egen bil, og kunne stille og roligt fortælle om mosen og dens historie, mens de i bilkortegen bagved oplevede elgenes land med egne øjne, samtidig med at de skriblede noter og spørgsmål ned.

Første stop på turen var udkigstårnet, det tidligere brandvagtstårn, hvor der var mulighed for at stille spørgsmål til det, som Jakob foreløbig havde fortalt. Der blev snakket frem og tilbage om et ørne-dilemma, Jakob berettede om, hvor en nært bosiddende landmand var træt af, at ørnene fra Lille Vildmose spiste hans fritgående høns, og gjorde resten af flokken så bange, at deres æg i flere uger var for skrøbelige til at være salgbare. Hvad gør man i sådan en situation? Skal landmanden sætte tag op? Skal han kompenseres? Hvem skal kompensere ham? Har ørnen som tiltrækningskraft større økonomisk eller biodiversitetsmæssig værdi, end landmandens høns og æg? Hvad ville det etisk korrekte svar være? Det var nogen af de spørgsmål der blev vendt under diskussionen. Men svaret står stadig uvist hen.

Fra udkigstårnet kunne man samtidig se den tydelige kulturelle indvirkning mennesker har haft på naturen, når man kiggede ud over de kilometerlange gravebaner, der i dag er fyldt med vand, skarpt adskilt fra hinanden af baner tilgroet med birkeskov. Størstedelen af gravebanerne blev anlagt under 2. verdenskrig, hvor der i manglen på kul, blev gravet store mængder af tørv til brændsel. Det var et bemærkelsesværdigt syn – oprindelig natur, der var blevet fuldstændig omlagt i jagten på tørv, men så forsøgt genoprettet til højmose igen.

Næste stop: den gyngende mose

Efter en yderligere kort køretur i bilerne, kom næste stop på den guidede tur: højmosen. Med vandrestøvlerne på, gik forskerne langs gangbroen ud i det åbne landskab. Her fortalte Jakob om det specielle ved højmosen, og de forskellige dyr, træer og planter, man kunne finde i den.

Undervejs opstod der en lidenskabelig diskussion omkring rewilding [red: at føre naturen tilbage til dens oprindelige vilde tilstand], og fordelene og ulemperne ved konceptet. Spørgsmål der blev diskuteret, var bl.a.: Hvordan adskiller Lille Vildmose sig fra de andre naturnationalparker i Danmark? Bliver der holdt opsyn med dyrene, og hvad gøres der, hvis dyrene lider? Indebærer et ”vildt” liv altid lidelse og død? Hvad ville dyrene vælge? Bruges dyrene blot som levende buskryddere og genoprettere af mosen, uden at de ses som havende værdi i-sig-selv? Kan området overhovedet betegnes som natur, når det i høj grad er kultiveret gennem tørveudgravning siden 1700-tallet? Er det naturligt at have en bentonitmembran rundt om mosen, for at sikre den høje vandstand? Mange af disse spørgsmål var der heller ikke endegyldige svar på, men det var meningsfulde og aktuelle dilemmaer.

En sidste ting Jakob ville vise ude i mosen, inden turen sluttede, var hvilket fantastisk underlag, der lå under fødderne på flokken. Han havde en anordning med, som bestod af 3 dele, der kunne sættes sammen til en 3 meter lang jernstang. Den stak han ned i mosen, mens flokken overrasket spærrede øjnene op – pinden smuttede ubesværet hele vejen ned, uden Jakob nærmest behøvede bruge nogen kræfter.

For at tørvemosen kan etablere sig, er der brug for et næringsfattigt, fugtigt område. Højmosen ved Lille Vildmose er opstået ved, at et søområde over mange tusinde år er tilgroet med dødt plantemateriale, hvorefter tørvemosserne begynder at dominere vegetationen. Derfor kunne Jakob nemt stikke pinden ned i underlaget, fordi der var næsten 3 meter plantemateriale, før man ramte sandbunden.

Når man hoppede på mosen, kunne man tydeligt mærke den gav efter under fødderne. Og når de andre hoppede, føltes det lidt som at stå på de der store hoppepuder man finder på legepladser og i forlystelsesparker, her godt nok med en ret svag affjedring.

Tilbage til centret, og ud til vildsvinene

Efter besøget i højmosen, gik turen tilbage til Lille Vildmosecentret. Turen var vel overstået, og der blev udvekslet mange takke for turen og de gode debatter. Ovenpå oplevelsen var det blevet tid til frokost i Café Soldug, hvor der blev serveret lækre veganske sandwich og lidt at drikke.

Efter frokosten var det ved at være tid til vildsvinefodringen, og det lille hold begav sig derfor ud bagved centret, forbi den store legeplads, og ud på de lange gangbroer af træ. Efter en 5 minutters gåtur, stod de ved foderpladsen, som de tidligere havde set på live-video inde i centret.

Præcis kl. 13.15 afgav fodertønden en virrende lyd og sprøjtede foder ud over pladsen. Det var interessant at se, at vildsvinene allerede stod tæt på fodertønden, parat til at springe frem og guffe maden i sig, når tønden drejede, som havde de et indre ur indstillet efter fodringstid. Der gik lang tid med at kigge på de små vildsvineunger, som løb rundt og samlede maden i yderkanten af fodertøndens spredningsperimeter.

Bagefter gik turen op i ”de dødes tårn”, som har fået navnet, fordi man fra tårnet har udsigt til en lille kadaverplads, hvor døde dyr fra området bliver lagt, til glæde for vilde ådselædere.  

Fri leg og afrunding

Turen gik derefter tilbage til centret, hvor der var tid til at prøve de forskellige faciliteter. Der var mange interessante ting at kigge på, bl.a. udstoppede dyr, sommerfugle, slangeham i mikroskoper, og de ovennævnte interaktive aktiviteter.

Efter lidt opdelte udforskninger, gik gruppen sammen ind i centrets biograf, og så en meget informativ og flot film om elgenes ankomst til Lille Vildmose i 2016. Til sidst blev souvenirshoppen gransket, inden dagen blev afsluttet med en is, og lidt løs snak om oplevelserne dagen havde budt på.

Til slut gik turen tilbage til bilerne, og der blev sagt farvel, med påmindelsen om, at noter og oplevelser skulle nedfældes mens de var i frisk erindring, og der blev aftalt et nyt møde, hvor udfaldet af dagen kunne drøftes yderligere.

 

Selvom dette officielt er afslutningen på BiDA-projektet, lever forskningssamarbejdet mellem forskerne videre. De har etableret sig på en ny hjemmeside, som hedder MoTH AAU (More Than Human).